Om mig
Psykoterapi og parterapi som skaber forandring
Jeg brænder for at hjælpe mennesker til at få et liv med mere ro og klarhed i deres liv. Sammen finder vi frem til det, der virkelig betyder noget for dig, så dine valg føles rigtige i stedet for tunge. Mange oplever, at selv små justeringer giver en lettelse, de ikke troede var mulig.
Min terapeutiske tilgang er funderet i emotionsfokuseret terapi (EFT), som bygger på solid forskningsbaseret viden om tilknytning, følelser og menneskelig udvikling. Jeg ser følelser som vigtige pejlemærker i vores liv - ikke noget som vi skal undgå eller kæmpe imod men mærkes, forstås, reguleres og bruges som en vej til indsigt og forandring. Derudover arbejder jeg eksistentiel og oplevelsesorienteret, som handler om at se på de grundlæggende vilkår i livet som mening, frihed, relationer og sårbarhed - og med det, som opleves her og nu.
Som terapeut arbejder jeg i et balanceret felt mellem at støtte og udfordre - hvor du bliver mødt med forståelse og accept, samtidig med at jeg vil undersøge og måske udfordre de mønstre og overbevisninger, som kan stå i vejen for din udvikling. Jeg vil hjælpe dig med at skabe sammenhæng mellem dine tanker, dine følelser og dine kropslige fornemmelser
Jeg tilbyder parterapi, individuel terapi og supervision centralt i Svendborg og online.
Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening og efterlever foreningens etiske krav og faglige standard, og jeg får løbende supervision af mit arbejde.

Mit CV
Jeg er cand. mag i Psykologi og Sundhedsfremme og har en fireårig psykoterapeutuddannelse i eksistentiel- og oplevelsesorienteret psykoterapi. Derudover har jeg udddannelse i Parterapi inden for Emotionsfokuseret parterapi hos Jette Simon.
Jeg har tidligere arbejdet som projektleder, fagkonsulent og masterinstruktør i Psykisk Førstehjælp fra Psykiatrifonden, samt som psykoterapeut hos KKUC, hvor jeg hjalp mennesker med komplekse senfølger af traumatisk opvækst.
Aktuelt er jeg privatpraktiserende par- og psykoterapeut og er en del af underviserstaben på psykoterapeutuddannelsen SEOP i København, hvor jeg underviser i parterapi.
Jeg er tilknyttet forskellige uddannelser, hvor jeg underviser og giver oplæg indenfor psykologiske og terapeutiske temaer.
Jeg er bosat i Svendborg med min mand og børn.